Enhver kender til en iskold G&T på en solbeskinnet terrasse en lun sommeraften, men kan gin også drikkes om vinteren? Ja, siger ny bog – og Boglivs alkoholbogsanmelder, Palle Schjødtz, stemmer i.
❤️❤️❤️❤️❤️ Hvis man troede, at gin i alle mulige fantasifulde varianter var et modefænomen, der måtte være ved at sygne hen, så bliver man belært om det modsatte ved en gennemlæsning af Iben Diamants nye bog. Den er nemlig fyldt med nye idéer til at nyde den i grunden enkle basisdrik, som gin er, navnlig i den kommende, kolde tid på året. Bogen indeholder en lang række opskrifter på gin og tonic – med garniture naturligvis – som hver for sig er indbydende og velegnede til årstiden, men som i mange tilfælde også ledsages af forslag til sammensætning med årstidens – og ikke mindst julens – retter. Der er også forslag til diverse cocktails og lune gindrinks til den kolde tid.
En særlig omtale er viet til slåengin. Som en trofast fremstiller af denne drik baseret på indsamling af bærrene om efteråret og hensætning i nogle måneder med en billig gin og rørsukker overvældes man af læsningen af kommercielle udgaver med hver sin karakteristiske smagsnuance og opskrifterne på anvendelser. En af de lune måtte straks afprøves – uhm.
Iben Diamant har udviklet en særdeles sikker hånd til at præsentere sit stof, som foruden alle opskrifterne indeholder systematiske oversigter over de forskellige grupper af ginner og velegnede mærker af Indian Tonic. Læseren bliver klar over, at her drejer det sig om at vælge sine favoritter, for det er hverken sundt for tegnebog eller helbred at ville det hele. Her er bogen let at gå til, og hvad enten man vil prøve en fadlagret gin som avec, en kold gin til silden eller slåengin til risalamanden findes vejledningen i bogen.
Lige som de tidligere ginbøger fra Iben Diamants hånd foreligger denne bog i et praktisk format, og den er et godt bud på en julegave eller værtinde-/værtsgave, evt. i kombination med et af de mange omtalte produkter.
Gin til den kolde tid af Iben Diamant er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her