Borgerlighedens tiltrængte tænksomhed

Alex Vanopslagh er det tætteste, det borgerlige Danmark kommer på en rockstjerne Kulturformidler Thomas Tiedje har både været til Alex-rally og læst Vanopslags nye bog. Han er ikke tilfreds med alle forslag, men glad for en tiltrængt tænksomhed.

❤️❤️❤️❤️

“Jeg var en rockstjerne til de fleste debatter, mit indhold på sociale medier var originalt, kreativt, sjovt og skarpt, og jeg rendte rundt og tænkte: “Hold kæft, hvor er jeg god. Sikke et talent jeg har”.

(Alex Vanopslagh, Vejen til ansvar)

At Alex Vanopslagh, Liberal Alliances formand, har politisk talent, vil de færreste forklejne. På få år har han genrejst LA efter at Anders Samuelsen faldt ned fra træet og nær havde sendt partiet ud af Folketinget i 2019, til at være det største borgerlige parti i meningsmålingerne. Om det er rockstjerne-potentialet, der har fået Alex Vanopslagh til at leje K.B. Hallen, ved jeg ikke, da vi denne aften ankommer med 2.500 andre mennesker for at høre formanden fortælle om sin nye bog Vejen til ansvar. Publikum er blandet, med en overvægt af unge mænd, og stemningen er rolig og præget af oprigtig nysgerrighed snarere end det idolhysteri, der mødte The Beatles, da de spillede her for snart 60 år siden.

Med Vejen til ansvar blæser Alex Vanopslaghs til borgerlig værdikamp. Borgerlige partier har ifølge formanden været alt for optaget af økonomisk politik, men et liberalt samfund kan ikke fungere uden civilsamfund og fællesskaber, ånd og dannelse.

Inden da skal vi dog omkring Alex’ egen politiske karriere og baggrund, fra opvæksten i Struer, til formand for LA’s ungdom og pladsen i Københavns Borgerrepræsentation. Det er ikke den bedste kickstart på bogen, da det mest af alt opleves som en blanding af opremsning og røverhistorier. Læg hertil, at adskillige afsnit starter med et “og” eller “men”, hvilket er sprogligt klodset og forstyrrer tekstens flow.

Flere penge til dårlig service

Så får Vejen til ansvar straks mere swung, både sprogligt og indholdsmæssigt, når Vanopslagh begynder at diagnosticere den danske velfærdsstat, som han mener er præget af pseudoarbejde, bureaukrati, regler, kontrol og et institutionelt tyranni, som umyndiggør borgerne. Vi har alle hørt om de horrible forhold på et kommunalt plejehjem, som en TV2-dokumentar afslørede for få år siden, men Vanopslagh beskriver også reaktionerne fra centrum-venstre og fagforeningerne: De krævede flere penge, mere kontrol og flere ansatte i ældreplejen, for det var åbenbart mere synd for de ansatte end for de ældre.

Vanopslagh forestiller sig, om det samme ville have været tilfældet, havde det været et privat plejehjem, der var i vælten, og spørger rammende og retorisk:

“Kan man forestille sig, Enhedslisten kræve, at nu skulle det private plejehjem have flere penge for at give bedre service?”

FOA-købing og barnlig liberalisme

For Alex Vanopslagh er dette et skoleeksempel på, at systemet har forret fremfor borgeren, og når det ikke fungerer, er svaret fra etaten og fagforeninger – “FOA-købing”, som han kalder det – flere resurser og mere system.

Forfatteren lægger dog afstand til sit eget partis “barnlige liberalisme” med topskat, billige biler og ultimative krav under VLAK-regeringen. Liberalismen har dybere, åndelige rødder. Frihed, ansvar og fællesskab er for LA-formanden uløseligt forbundet, og dette leder ham på sporet af Grundtvig, der ifølge Vanopslagh mente, at folkestyret “handlede.. (..) om friheden til ansvar. At være en del af samfundet – en del af et folk og et fædreland – indebar, at den enkelte påtog sig et ansvar for det fælles bedste. Det krævede frihed for den enkelte til at påtage sig et ansvar”. Selv Kierkegaard bringer Vanopslagh til torvs, for i bund og grund handler det om at tage livet på sig, uanset hvilken situation du står i. 

Problemet er, at velfærdsstaten har elimineret incitamentet til ansvar, og Danmark er blevet et land, hvor det største problem er “åndelig fattigdom”: via sociale ydelser og pensioner har vi frataget tusinder og atter tusinder af mennesker håbet om at forandre deres liv, og vænnet dem til en afhængighed og passivitet, det er svært at komme ud af igen. Væk er ansvaret for eget liv og ansvaret for fællesskabet. Og det ynkes de for. Derfor synes denne signatur, at Liberal Alliances modsvar til offerfortællingen, kampagnen Du kan godt frem mod sidste folketingsvalg, faldt på et tørt sted – og vælgerne belønnede Daddy Vanopslagh for det.

Et moderne påbudssamfund

En fjerdedel af bogen er helliget unges mistrivsel. Vanopslagh undrer sig over, at så mange unge har ondt i sindet, når vi lever i et samfund med høj velfærd. Men når det samfund er et “moderne påbudssamfund”, får følelsen af utilstrækkelighed gode kår, skriver Vanopslagh. Hele tiden får du at vide, du skal være perfekt, være den bedste udgave af dig selv og udleve dine drømme. Modsvaret til de urealistisk høje forventninger ligger for Vanopslagh i begrebet dannelse. Både de formelle i forhold til omgangsformer- og tone, men vigtigst er det at have blikket rettet væk fra sig selv, ud mod verden, sine medmennesker og fællesskabet. “Med dannelsen følger de almengyldige sandheder og dyder. Vi kommer til at se på alt det, vi har til fælles, frem for alt det, som splitter os”, skriver han.

Bevar bibliotekerne, Alex!

Det er, når Vanopslagh funderer over disse eksistentielle begreber og værdier, at Vejen til ansvar finder sin styrke. Her fremstår Alex Vanopslagh som den tænksomme liberalist med sans for både ånd og dannelse. Bogen er dog en god tid om at komme i omdrejninger, og undervejs spørger jeg mig selv, om ikke de fleste offentligt ansatte mener, de gør et godt og nyttigt stykke arbejde? Og når den 31-årige partiformand frejdigt erklærer, at alle biblioteker burde lukke “for digitaliseringen har medført, at meget er tilgængeligt on-line og tæt på gratis”, synes jeg, kæden falder af. On-line bogtjenester og databaser er langt fra gratis – og går der ikke en lige linje fra den folkeoplysning og dannelse, Vanopslagh hylder Grundtvig for, til bibliotekernes formål om fri og lige adgang til livslærdom? Det er, selvom jeg må medgive, at folkebibliotekerne trænger til at se sig selv i øjnene og finde tilbage til deres kerneopgave, fremfor at kaste sig ud i cykeludlejning(!) verdensmåls-aktivisme og andre mærkværdige aktiviteter, Vanopslagh med rette kritiserer dem for.

går der ikke en lige linje fra den folkeoplysning og dannelse, Vanopslagh hylder Grundtvig for, til bibliotekernes formål om fri og lige adgang til livslærdom?

Aftenen i K.B. Hallen slutter som et talkshow, hvor Alex Vanopslagh har inviteret Lars Løkke, Özlem Cekic og Casper Christensen på scenen til en snak om ansvar, håb og fællesskab.

Jeg trisser med det gode selskab hjem i sommeraftenen bagefter, godt underholdt af det som var en skønsom blanding af bogreception og politisk møde. Vejen til ansvar vil næppe kapre mange nye stemmer blandt offentligt ansatte eller de der synes, Liberal Alliance er neoliberalister med et afskyeligt menneskesyn. Hertil er bogen stadig for ideologisk. Internt i Blå blok positionerer Alex Vanopslagh sig med bogen som ny frontfigur og rykker partiet ind mod den borgerlige midte. Og vi har fået en tænksom bog om borgerlige-liberale værdier anno 2023.

Det var tiltrængt.

Vejen til ansvar af Alex Vanopslagh er udgivet på forlaget Grønningen1.

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt fra forlaget.

De bedste intentioner

❤️❤️❤️❤️❤️

Jeg var ti år, da jeg lærte navnet Cheminova at kende. Det var i 1981, og jeg forstod ikke præcis, hvad det eksotisk klingende navn repræsenterede, men jeg forstod på de alvorlige stemmer i TV Avisen, at det var noget farligt. På det tidspunkt var det blevet opdaget, at det affaldsdepot, høfde 42, som kemikalievirksomheden delte med staten, lækkede giftigt kviksølv ud i vandet ved Harboøre Tange.

Men forureningen fra Cheminova startede mange år inden, allerede mens fabrikken lå på Sjælland. Den flyttede til Vestjylland i 1951 efter både at være eksploderet og brændt, blevet bombet af modsstandsbevægelsen og have forurenet Roskilde Fjord med udledning af spildevand.

Kim Blæsbjergs – jeg siger det allerede nu – fremragende – roman De bedste familier handler om de første otte år, efter at Cheminova blev rykket til Harborøre Tange.

Egentlig lå det ikke rigtigt i kortene, at jeg skulle knuselske en bog om en fabrik, men når skønlitteratur er allerbedst, transporterer den sin læser ind i et miljø og en tid, hun ikke kender i forvejen, med så meget menneskelig indlevelse og identifikation, at hun er der og mærker livet på sin egen krop så længe, læsningen varer.

Sådan var det for mig at læse De bedste familier.

Fire sammenvævede liv

Jeg var arbejderen Niels, der med sammenbidt arbejdsiver kæmper sig vej ud af sin fordrukne fars skygge for at give sin familie et bedre liv og derfor alt for langt hen ad vejen ignorerer de forgiftninger, han får som følge af arbejdet på Cheminova. Jeg var hans kone Margrethe, der går på arbejde hver dag på vaskeriet og udholder vaskemesters lumre bemærkninger, fordi hun vil arbejde og ikke kun være mor. Jeg var ingeniøren Jørn fra København, der med flytningen til Vestjylland får mulighed for at skabe noget helt nyt sammen med den karismatiske direktør Gunnar Andreasen (som Cheminovas første direktør også hed i virkeligheden), og jeg var hans kone Karin, der går ensom rundt i Lemvigs gader og savner København, indtil hun endelig får mod til at realisere sig selv – ret meget imod sin mands vilje.

De fires liv væves ind i hinanden gennem Niels’ og Jørns arbejde på samme fabrik og især gennem venskabet mellem Karin og Margrethe. Et venskab på tværs af klasser, men også i lige linje mellem to kvinder, som ønsker sig noget mere end blot at vente på far, og som – tak, Blæsbjerg! – har en seksualitet, selv om de ikke har et sprog for den. Som kvinder i 1950’erne er deres muligheder for selvstændighed begrænsede, men de får begge langsomt en bevidsthed om, at de dog er der. Mulighederne. Også selv om det har alvorlige konsekvenser at gribe dem.

Lad giften passere

Romanen foregår fra 1953-1961, de år hvor Cheminova kom til Vestjylland medbringende håb, velstand og udvikling. Men også forurening og masser af forgiftninger, når der var uheld i produktionen – og det var der tit. Som på bogens allerførste side, hvor Niels får “øjne”:

Den hvinende svie i øjnene føles ikke som sand, men mere som salt hældt i et åbent sår. (….) Omgivelserne trækker sig fra ham, det er umuligt at stille skarpt på noget som helst.

På næste side bliver Niels sendt til lægen for at få et skud morfin og så hjem og sove fra det. Gift passerer nemlig gennem kroppen, siger man på Cheminova, og så er det tilbage på arbejde. Fremskridtet må holdes i gang. Med nutidens øjne er det svært at forstå, men fordi Blæsbjerg er så eminent til at suge sin løser ind i fortællingen, forstår jeg det faktisk på de præmisser, der var dengang. Kritik mod fabrikken var kritik mod velstand og vækst, så det var bedst at tie stille.

At tale om det svære

“Jeg kommer fra en tavshedskultur,” sagde Kim Blæsbjerg på et bloggermøde hos forlaget Gutkind, hvor han præsenterede bogen.

“Og hvis man aldrig før har talt om de svære ting, så har man ikke et sprog for dem, når man virkelig får brug det.”

For Niels og Margrethe er det svære især, at Niels bliver stadig mere mærket af arbejdet og forgiftningerne. Svært er det også, at Niels’ far lever en forhutlet tilværelse uden at måtte se sine børnebørn, fordi Niels ikke kan forsone sig med sin barndom med vold og druk. Og svært bliver det, da Niels’ enlige bror Erik og Margrethe kommer til at få et godt øje for hinanden. Erik er tillige oprøreren, der prøver at få retfærdighed for arbejderne generelt og især sin bror, da det bliver klart, at man bliver syg af at arbejde på Cheminova.

Karin og Jørn kæmper på deres side med Karins hjemve mod Jørns ambitioner for sig selv og for den egn, som virker uvelkommen på Karin. Alt imens deres eneste barn, Vibeke, lever en skyggetilværelse og mest er hos Niels og Margrethe sammen med deres sønner.

Kampen for vækst

Alle kæmper for at få livet til at hænge sammen. Det er slående, hvor meget der arbejdes, og hvor vigtig økonomisk vækst er, både for den enkelte og for samfundet. Cheminova bringer lige præcis vækst og dermed håb til Vestjylland, og bogen viser, at udviklingen sættes i gang med de bedste intentioner, selv om den måske nok holdes i gang med lidt mere tvivlsomme motiver.

De unge har i bogen en særlig funktion. Som mennesker træder de mest frem, når de skal have skældud, men de optræder hele tiden i de voksnes tanker og motiver. Også her er de bedste intentioner. Børnene skal have et bedre liv end dem selv.

I disse år blev velfærdsstaten grundlagt, og vi der kom efter, forstod nok aldrig helt, hvor nemt vi fik det i forhold til de tidligere generationer. At vi som det mest selvfølgelig i verden i dag kan spørge os selv, hvad vi har lyst til, og uddanne os inden for netop det. At nogen griber os, når vi falder, og at vi får behandling, når vi er syge. Også den selvfølgelige tryghedsfølelse husker jeg fra min opvækst i 1970’erne og 80’erne. Det var måske nok en barndom med No Future og atomvåbenkapløb, men ingen ville blive ladt tilbage af Mor Stat.

Sådan var det ikke helt i 1961. Niels modtager ingen hjælp som tak for at ofre sit helbred til fabrikken. Da han bliver rigtig syg, er det Margrethe og Erik, som må indrette sig, så det hele kan løbe rundt. Deres børn har til gengæld meget bedre fremtidsudsigter, men følelsesmæssigt er de forsømte, især af deres fædre.

Tavsheden indeni

Måske lyder det alt sammen frygtelig trist, og det er det egentlig også. Giften fra Cheminova får voldsomme konsekvenser for alle, også for venskaberne. At læse bogen er til gengæld en rendyrket fornøjelse. Blæsbjerg har et sprog, som uanstrengt og uden de store dikkedarer fortæller historien indefra. Han er måske nok opvokset i en tavshedkultur, men sproget har han i sin magt. Bortset fra, når han kommer hjem til Lemvig, hvor han selv er vokset op.

“Jeg troede, jeg kunne fjerne tavsheden ved at flytte væk fra den, men jeg har fundet ud af, at den er i mig,” siger han.

Til gengæld har hans bog fået folk til at snakke (lidt mere), både på hjemegnen og i resten af landet.

“Jeg har aldrig før fået så mange henvendelser om en bog. Folk kan genkende sig selv i den, og jeg har fundet ud af, at det ikke er en Lemvig-bog, det er en Danmarks-bog.”

En menneske-bog, kunne man også sige. Og dem kan vi faktisk ikke få for mange af.

De bedste familier af Kim Blæsbjerg er udkommet på Gutkind Forlag.

Anmeldereksemplar er venligst udleveret af forlaget