❤️❤️❤️❤️ For 26 år siden, da jeg fødte mit første barn, var jeg parat til at opgive mit universitetsstudie og mit planlagte skribentliv for at blive jordemoder. Høj på oxitycin og babylykke tænkte jeg, at det måtte være det bedste job i verden at være sammen med mennesker på deres livs bedste dag. Hver dag!
Det gik anderledes, og det tror jeg, var godt for alle parter. Men den baby, som gjorde mig så lykkelig den nat i august – for det var det – er nu selv i gang med jordemoderstudiet. Og når jeg læser Jeanette Øbros roman fra sidste år, En nat i august, bliver jeg både stolt og bekymret over min datters valg.
Romanen handler om Stefanie, som vender tilbage til sin jordemodergerning efter 22 år. Hun forlod dengang jobbet, fordi en fødsel gik galt, og i mellemtiden har hun arbejdet som forfatter. Historien er i store træk Jeanette Øbros egen, og det mærkes. Stefanies angst for ikke at gøre det godt nok, for om hun kan holde til det fysisk krævende job med de udmarvende nattevagter og allermest for, at noget skal gå galt igen, virker fuldstændig autentisk, ligesom jeg som læser er helt overbevist om, at fødslerne i bogen er det. Netop dette er romanens store styrke; at den virker overbevisende.
Desværre er det et dystert billede, den tegner af virkeligheden på fødegangen. Bemandingen er for lav, og jordemødrene har ikke tid til at udføre det arbejde, de er uddannet til; at hjælpe kvinderne med at få deres egne kroppe til at arbejde. Det har en myriade af konsekvenser. Mere brug af ve-fremmende medicin, flere akutte kejsersnit, mere frygt hos både fødende og pårørende – og hos de uerfarne jordemødre, som risikerer at stå alene med situationer, de ikke har prøvet før.
“Hallo?”
En af de ting, jeg husker som mest skræmmende fra min egen første fødsel, var at blive lagt ind på et rum, som mere var en form for depot end en stue, få en indsprøjtning med pethidin og lagt til at “sove”. Da pethidinen virkede, og jeg begyndte at udvide mig, gjorde smerterne mig så bange, at jeg vaklede ud på gangen og gik og råbte “hallo” på jagt efter personale.
Jeg var helt alene på fødegangen i de minutter, og det var verdens ensomste følelse.
Dengang var det en undtagelse. Ekstraordinært mange fødte i de dage i august, hvor en langvarig hedebølge lige havde lagt sig. Vi lå i lag på barselsgangen og blev bedt om at tage hjem bare LIDT tidligere end de fem dage (!) vi egentlig havde ret til.
I dag ville situationen, hvis bogen skal tages for pålydende – og det er der ingen grund til at lade være med – være helt normal. Jeanette Øbro beskriver smerteligt præcist, hvordan en ‘pivet’ førstegangsfødende kan blive til besvær, når der ligger komplicerede fødsler på de andre stuer, og der bare ikke er tid. Alle er stressede. De fødende, deres partnere, jordemødrene – og børnene.
Hurra for Øbro
Det er en skandale, at vores nye små mennesker kommer til verden i det miljø. Og at min datter og hendes medstuderende allerede nu ved, at de nok ikke kan holde et helt eller halvt liv på fødegangen, hvor de risikerer at stå helt alene med livet i deres hænder.
Måske tænker du, at jordemoderfaget ikke optager dig så meget, at du vil læse en hel roman om det. Fair nok, men En nat i august er mere end det. Bogen handler også om at være 50+ og prøve noget nyt i livet. At kæmpe med fysik og tvivl og alligevel kunne mere, end du og andre måske tror. Og så handler den om arbejde. Det, som så mange bruger så meget tid på hver dag, og som får så lidt plads i litteraturen.
Hurra for Øbro for at sætte spot på det arbejde, som jeg stadig tror, hun synes, er det bedste i verden.
Og for alle de børn, der kommer sikkert til verden på grund af dem, der orker at have det.
En nat i august er udkommet på Politikens forlag.
Bogen er venligst tilsendt af forlaget.
VORES BOGLIV 