Forfatter Anna Skyggebjerg har læst en fremragende og lidt for tidstypisk selvbiografi, som viser et barsk billede af et USA, der var engang. Og en kvinde, der stadig påvirker det med sine ord.
❤️❤️❤️ Redaktøren på Bogliv skrev, ”Er der noget med, at du er fan af Maya Angelou? Kunne du have lyst til at anmelde den her?” Mit svar var ja og ja. Jeg er en stor fan af Maya Angelou, og jeg ville gerne anmelde Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur. Romanen er et hovedværk i moderne amerikansk litteratur, pligtlæsning for enhver high school-studerende – og jeg havde ikke læst den. Det har jeg så nu, hvor den er udkommet på dansk, 50 år efter sin oprindelige udgivelse i 1969.
Maya Angelou (1928-2014) var ikke blot en af USA’s største forfattere af romaner og digte, hun var også en stærk stemme i kampen for sortes borgerrettigheder og derfor et ikon for det sorte USA. Bill Clinton bad hende om at skrive et digt til sin indsættelse i præsidentembedet i 1993. Barack Obama tildelte hende The Presidential Medal of Freedom, USA’s højeste civile ære. Michelle Obama talte ved hendes begravelse. Og for rigtigt mange almindelige mennesker – for eksempel mig – er Maya Angelou en evig inspiration på grund af sine kloge betragtninger om livet.
Try to be a rainbow in someone’s cloud
har hun sagt.
Og
When a person shows you who he is, believe him the first time.
Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur er første bind i en række på syv selvbiografier – og Angelous mest berømte værk. Det beretter om opvæksten som sort pige fra midten af 1930’erne og frem til 1945, da hun bliver mor, 17 år gammel. Maya og hendes bror boede det meste af deres barndom hos deres farmor og en fysisk handicappet onkel i en lille by i sydstaterne. Farmoderen ejede en købmandsbutik, så Maya og hendes bror lærte verden at kende gennem de kunder, som kom i butikken. Tilværelsen var præget af fattigdom, racisme og vold – og en blind tillid til, at Herren ville sikre retfærdighed til sidst. Mens de ventede på det, blev sorte bomuldsplukkere slidt op af arbejdet, og Mayas onkel blev en hel nat gemt under alle løgene og kartoflerne i butikken, fordi den hvide betjent havde sagt, at ”drengene” – dvs Ku Klux Klan – ville komme gennem byen, rasende over et rygte om, at en sort mand havde forulempet en hvid kvinde. Maya og broderen blev ind imellem sendt afsted for at bo hos forældre, der ikke evnede at være forældre. Det var under et af de ophold, at 8-årige Maya blev udsat for voldtægt af sin mors kæreste. Overgriberen kom for retten, men slap for fængsel. Næste dag blev han fundet i en gyde, banket ihjel. Maya levede med skylden.
Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur er en stærk fortælling om datidens USA. Og en stærkt fortælling om at være en pige, der rejser sig og finder stolthed i sit liv som sort amerikaner. Den er velskrevet, den er rå og fuldkommen usminket, og derfor er det ikke overraskende, at den er blevet en klassiker – men heller ikke overraskende, at den har været forsøgt fjernet fra pensumlister og bibliotekshylder.
Men hvad der er overraskende for mig er følgende: At den ikke er udkommet på dansk før nu, 50 år efter 1969. Det er for sent. Af to årsager. Først og fremmest fordi det er en så fremragende bog, at der ikke er nogen som helst grund til, at den ikke skulle have været oversat og udgivet, da den udkom. Maya Angelous ven og forfatterkollega, James Baldwin, fik sine samtidige bøger oversat til dansk, samme år som de udkom på engelsk. Råb det fra bjergene udkom i 1965, og Ingen kender mit navn udkom i 1967. Så hvorfor kommer Maya Angelous mindst lige så vigtige værk først 50 år senere? Nu kunne man måske sige, ”Pyt med det; bedre sent end aldrig”, men…
Den anden årsag til, at det er for sent at udgive ”Jeg ved…” i 2019 er, at uanset at den er en fremragende bog, uanset at den er et hovedværk i amerikansk litteratur, ja, så er den en bog, der er meget tidstypisk. Den er skrevet i 1969; den omhandler USA i 1930’erne og 1940’erne. Både sprog og tematik føles ind imellem temmelig altmodisch. Som en film, vi allerede har set. Som en historie, vi allerede kender. Med billeder, vi allerede har på nethinden: fattigdommen, racismen, religiøsiteten, maden, selv kjolerne, smækbukserne og de slidte jakker. I 2019 tror jeg, at Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur får svært ved at få den gennemslagskraft, den egentlig fortjener. Og det er synd. Men fan af Maya Angelou, det er jeg selvfølgelig fortsat.
Sounds Like PearlsSoundsLike pearlsRoll off your tongueTo grace this eager ebon ear.Doubt and fear,Ungainly things,With blushingsDisappear.
Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur af Mary Angelou er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her
VORES BOGLIV 