❤️❤️❤️❤️
Jeg har dem stadig i baghovedet, sætningerne.
“Sanér dit sprog!”
“Hvor står det i teksten?”
Jeg startede på faget dansk i 1991, 20 år gammel. På det tidspunkt var Thomas Bredsdorff professor på Institut for Nordisk Filologi, anmelder på Politiken og forfatter til flere bøger.
Det var et lykketræf, syntes jeg, at vi på Hold 1 fik ham til Tekstanalyse. Jeg knoklede med ordene, med saneringen, med teksterne. Hvad han kunne, ville jeg også kunne. Han må have været 54 dengang. To år ældre, end jeg selv er nu. På højden af alting.
Nu er han gammel. Olding. Det er ikke noget, jeg siger, det siger han selv. Hans nyeste bog hedder Lykkeligt nær – en oldings optegnelser. I en dagbogsagtig form med en tredjepersonsfortæller, som noterer tanker og tildragelser ned for at undersøge, hvad det vil sige at være ham nu.
Alt i alt virker han ret privilegeret. Hvor jeg ser det i teksten? Fx her:
Han er en begunstiget gamling, et træ der stadig bliver vandet. har endnu fast arbejde på det blad han har været knyttet til i 56 år. Har et varmt og trygt forhold til sin datter Nanna, sin altid omsorgsfulde svigersøn Henrik og sit barnebarn Alba, som han ser hver uge. En kvinde, e, som han har været sammen med for mange år siden, har han været så heldig at genmøde.
Bredsdorffs tilværelse er langt fra de skræmmende historier, vi kender fra medierne, om gamle demente mennesker, som hejses op i kroge og må dingle der med fyldte bleer. Den tidligere professors liv har fylde. Han spiller badminton med sin gamle ven og “(.) læser klassisk kinesisk poesi sammen med sin hjerteveninde”. Han går i biografen med Alba og skriver om de venner, der falder omkring ham:
Han kan lide at skrive nekrologer. Nyder at prøve at finde ord der sammenfatter en livsindsats. Og føler at han yder noget til bladet – fordi han som regel har levet sammen med dem han skriver om.
Skal man tro Lykkeligt nær, kan det være noget nær en fornøjelse at blive så gammel som Thomas Bredsdorff. Han er åbenlyst velsignet med en skarp hjerne, et taknemmeligt helbred og evnen til at knytte andre mennesker til sig. Han er også dygtig. Til at sætte sine egne tanker i relation til verdenslitteraturen og virkelig demonstrere, hvor i teksterne, han ser sin sammenhæng. Fra Jeppe Aakjær til Morten Nielsen over blandt andre Platon, Søren Ulrik Thomsen og – søreme – Suzanne Brøgger hjælper litteraturen ham med at sætte eksistensen i sammenhæng. Give den mening.
Bogen er derfor både intellektuelt stimulerende som en god forelæsning. Selv om Bredsdorff efter eget udsagn både kludrer med ordene (men så alligevel vender sin fejlagtige brug af ‘skulderstropper’ til en sejr) og lider af ‘improvisationsforstyrrelse’, så har han et godt liv og evnen til at sætte pris på det.
At kunne det vil jeg gerne. Bogen minder mig om det og om den tid i starten af 1990’erne, hvor jeg indædt troede på, at litteraturen var ikke bare nøglen til, men meningen med, livet. Lykkeligt nær viser, synes jeg, hvordan litteratur kan fylde gennem et helt liv, men ikke fylde et helt liv. Min gamle professor har ikke mindst sit liv i kraft af gode relationer.
Dengang, jeg var danskstuderende med lige del håb og usikkerhed i hjertet, kunne det indimellem være hårdt at blive undervist af et menneske med så skarp en hjerne og tunge. Skarpheden og det sanerede sprog er stadig Bredsdorffs adelsmærke. Men jeg fornemmer en lille note af mildhed i Lykkeligt nær. Selv føler jeg også mildhed i mit hjerte ved læsningen og får lyst til at gentage det Philip Stanhope-citat fra 1774, som Thomas Bredsdorff introducerede mig til, og som jeg har haft glæde af siden:
If it’s worth doing, it’s worth doing well.
Han gør det stadig godt, den gamle.
Lykkeligt nær. En oldings optegnelser af Thomas Bredsdorff er udgivet af Gutkind.
Bogen er venligst tilsendt af forlaget.
VORES BOGLIV 