#læslæslæs (men orker man)?

Her kommer en underlig udmelding. Jeg bliver træt af at læse. Faktisk så træt, at jeg nogle gange har været ude i noget, der kunne kaldes en læsekrise. Og det er skam en ting, en af mine rigtig gode bloggerkolleger brugte ordet så sent som for et par dage siden, da vi mødtes over overdådige rester (hendes), øl og snaps.

“Jeg er i læsekrise,” jamrede hun, “jeg har en bunke så stor, som jeg skal læse, og jeg har ikke lyst til at læse en skid.”

Måske sagde hun ikke “en skid”, men sådan lød det inden i mit hoved, for der var det sådan i forvejen. Bunkerne vokser, og lysten daler, selv om længslen efter forløsningen stadig river i brystet. For et par år siden var det værre. Da var det mig, der jamrede. Jeg troede ikke længere på bogen – eller på kærligheden. Der var for mange bøger, som ikke blev læst, og for mange parforhold, der gik ad hekkenfeldt til. En kær ven sagde til mig:

“Per og jeg er bekymrede for dig. Du er blevet nihilist.”

Så fandt jeg kærligheden og begyndte også at læse igen, blandt andet fordi Han er så begejstret for bøger og kan fortælle om læseoplevelser, så nysgerrigheden pirres, og lysten vokser. Indimellem sker det også. Jeg har haft store læseoplevelser i år, blandt andet fordi jeg så min kæreste røres over finske Kjell Westös Den svovlgule himmel, blev inspireret og nappede bogen efter ham. Og havde den der lykkelige sorg, som man har, når man økonomiserer med de sidste sider. Åh, fryd.

Men jeg kan stadig blive grebet af en form for overmæthed. I mit SoMe-feed vrimler det med bognørder, der poster billeder af bøger og bogreoler og lænestole og katte, der ligger for fødderne, og lækre kopper kaffe, der står på det lille dekorative bord ved siden af, og det får mig altsammen mest af alt til at længes efter endnu et afsnit af noget på HBO eller min DR-app (for eksempel Herrens veje, der trods sin vanvittige tour de force gennem tidens presserende emner er så velspillet, at den er umulig ikke at blive draget af).

Der er endda et hashtag, som hedder #læslæslæs, og det er så velment og i orden, men det har den stik modsatte effekt på mig. Jeg får lyst til at svare #nejnejnej og gøre noget helt andet. Hvilket jo er absurd, fordi jeg selv bidrager til vrimlen på både den ene, den anden og den tredje måde. Som forfatter, som blogger og som journalist, der både producerer og formidler bøger. Men hvem orker at læse alle de bøger?

En klog forfatterveninde, jeg har, siger, at det er godt, der udkommer så meget, for så er der altid noget til os alle sammen, vi læser bare ikke det samme. Anskuet sådan er det opmuntrende, at der bliver ved med at komme noget i hver en niche. Men hvad er min niche, hvad kan jeg egentlig godt lide? Jeg har læst så meget, fordi jeg skulle, i så mange år, at jeg næsten ikke ved det mere. Da jeg for nylig var med i en af de der udfordringer på Facebook om at poste et billede af en yndlingsbog hver dag i 7 dage, postede jeg Tom Kristensens Hærværk, Tove Ditlevsens Gift, Klaus Lynggårds Martin og Victoria og Line Fjordsides Det jeg mister. Så gik jeg i stå. Kun Lines bog er læst, mens jeg har været rigtig voksen, resten var i de tidligere tyvere – første gang, i hvert fald.

Den der på en gang berusende og beroligende fornemmelse af at finde noget, der bare passer perfekt, uden at man vidste, det var det, man ledte efter. Dobbeltfryd. Den findes både i kærligheden og i læsningen. Kærligheden har jeg, og i det næste år vil jeg gå på jagt efter den i læsningen. Jeg vil have gode, store oplevelser – og jeg vil give dem videre. Som blogger, journalist – og forlægger. Jeg har nemlig etableret mit eget forlag, Sleeping Beauty, og har første udgivelse på vej om blot få uger. En ægte første gang med tilhørende sug i maven. Meget mere om det ovre på den anden side.

Om jeg også kan levere oplevelser som forfatter, ved jeg ikke helt. Usikkerheden følger altid med det at skrive, og det skal jeg nok ømme mig over ved en anden lejlighed. Men jeg vil gøre mig umage.

Godt nytår!

Årets bedste … autofiktion

Nej, dette er ikke anbefalinger til julegaver. Jeg er ikke så arrogant (mere), at jeg tror, jeg bedre ved, hvad din mor eller kæreste skal have i julegave, end du gør. Selv giver jeg selvfølgelig bøger, masser af bøger. Nogle gange med følelsen af at svømme direkte mod strømmen, for kan vi overhovedet blive ved med at finde nye læsere? Jeg håber det. I morges sad min 1-årige nevø med sin pegebog i den ene hånd og en iPhone i den anden, mens han så fjernsyn og sludrede med sin familie på én gang. Men i det mindste var pegebogen med.

Nå, men det var mere det, at mine største læseoplevelser i år så afgjort har været autofiktionen. Fra Leonora Christine Skovs Den der lever stille, over Mathilde Walter Clarks Lone Star til Anders Rønnow Klarlunds Samtaler jeg har haft med min kone. Og outsideren, Morten Sabroes Mit halve hjerte, mit hele liv. Bøger om forholdet til en svær mor, en fraværende far, en umulig kærlighed og en late life crisis har gjort indtryk på en måde, som har begejstret mig mere, end jeg kan huske at have været længe.

Mine litterære venner har ikke været begejstrede. “Hvorfor skal det handle om folks egen sob story, hvad med litteraturen …?”, har de klaget, og jeg har haft en vag fornemmelse af dårlig samvittighed over ikke at beklage det på samme måde – som i slet ikke. Min vidunderlige kæreste har det på samme måde, han synes, at en forfatter skal finde på. Han debuterer i øvrigt selv med en novellesamling, Det var mig der slog Tom Jones ihjel, ovre på noget, der hedder Sleeping Beauty, i januar.

For mig er der intet modsætningsforhold imellem selvoplevede historier og stor litteratur. Ligesom der ikke er forskel på at skrive en god digtsamling og en god fantasy-roman. If it’s worth doing, it’s worth doing well. Og alle dem, jeg nævner, gør det godt. De tager et stof, som ligger helt tæt på hjertet, bearbejder det og gør det til noget, vi alle sammen kan spejle os i. Nyfigenhed holder kun til cirka 60 siders ugeblad. Skal vi følge med over flere hundrede sider, må vi røres andre steder, og det blev jeg i hvert fald af Skovs, Clarks, Klarlunds og Sabroes historier. Der var elementer i alle fire romaner, som gik lige ind i min egen historie: opvækst i Nordsjælland, halve søskende, vildveje i kærligheden, skriveblokering og sygdomsangst. Romanerne er ikke spejle, hvor jeg ser det, jeg kender i forvejen, 1-1, men jeg kan spejle mig i historierne og lære noget nyt i den måde, forfatterne oplever og håndterer livet på.

Jeg vidste, det ville blive en svær oplevelse at slå, da jeg allerede læste Leonora Christine Skovs bog i januar, men heldigvis kom Lotte Kaa Andersen med sin helt og aldeles opdigtede (og dog, for Lotte bor jo selv i happiness-pastoratet) Syv sind. Den slugte jeg grådigt, for også her var mulighed for spejling, omend af en helt anderledes slags.

Det er derfor, jeg bliver ved med at læse, selv om det er langt nemmere at nappe et afsnit mere af yndlingsserien på HBO. Fordi der gemmer sig oplevelser, som hjælper mig med at forstå mit eget mærkelige liv.

Første klasse(s)litteratur

For tre år siden landede en bogpakke i min postkasse. Det var der ikke noget underligt i, for Bogliv var allerede dengang godt i gang, og der kom tit bogpakker, men kortet, der lå vedhæftet, pirrede min nysgerrighed: Fra den ene bogelsker til den anden, stod der. Med kærlig hilsen fra en, der hed Lotte, som jeg simpelthen blev nødt til at opspore:

Indholdet i pakken var en roman, som jeg kom til at starte på med det samme – “kom til”, for jeg, som det fremgår, skulle med toget til Jylland samme eftermiddag, og jeg var nær kommet for sent, fordi jeg blev så grebet af historien om tre familier på Danmarks dyreste vej, Hambros Allé i Hellerup nord for København. En vej, jeg i øvrigt selv havde været til release-fest for en tv-station på en enkelt gang, og det hele var så skørt, ekstravagant og fremmed, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv. Jeg kunne heller ikke rigtig være dér, hvor jeg i den grad ikke hørte til, så jeg gik igen efter kort tid, med lige dele væmmelse og fad misundelse.

Og sådan er det jo med det, vi ikke kender: Vi kommer til at synes, det er skørt og fremmed, hvis vi ikke får en indgang og lærer det at kende, måske også misundelige, og det er ikke befordrende for forståelsen. Lotte Kaa Andersen har givet os en måde at lære overklassen at kende – ikke med fascination og misundelse eller med skadefryd over, at de dog lider som os andre – måske endda mere, haha! – men med en større forståelse, og for det har hun med rette modtaget stor ros. I hendes debutroman Hambros Allé 7-9-13 blev de rige ikke længere skøre eller for den sags skyld specielt misundelsesværdige. De blev mennesker. Ikke ‘almindelige’, men helt særlige ærgerrige, bange, længselsfulde mennesker, der higer så meget efter succes, at de ender med ikke at kunne trække vejret. Og dermed til at forstå – lidt bedre.

Hambros Allé 7-9-13 blev en fortjent succes, Lotte Kaa Andersen skiftede forlag og udgav 100 dage om de samme personer, og for nylig landede den tredje og sidste bog i serien, Syv sind, hos mig. Fordi jeg siden har lært den ene bogelsker godt at kende, kan jeg ikke give hjerter – det bliver for tæt. Men jeg kan sige dette:

Jeg havde Syv sind med til De forenede Arabiske Emirater, hvor jeg for nylig var på vinterferie med mine børn. Det virkede passende, for en af de syv personer, vi denne gang følger, Line, er flyttet til Dubai med sin nye mand Peter. Passende var det – jeg forstod fuldt ud Lines oplevelser i den skøre, ultramaterialistiske rekordsættende by, der er Dubai – og voldsomt underholdende var det også. Bogen var spist efter blot halvandet døgn, og intet af det andet, jeg havde med i kufferten, kunne måle sig, så det blev Uno, Yazzy og Netflix for resten.

Det, der gør Lotte Kaa Andersens bøger sublime, er personerne. Fra den ærgerrige ejendomsmægler Kaare, der sugardater en studine og planlægger sit næste scheme, til hans sårbare søn Lukas, der bliver placeret i en luksuslejlighed i Nyhavn, hvor han bliver udnyttet af sine usympatiske overklassevenner. Fra Cille, der står ud af bilen på vej til familieferie og går sig til en slags forløsning på Caminoen i stedet for at være den gode mor på den perfekte ferie i Sydfrankrig, til Line, der sidder fast på et luksushotel i Dubai og i sit eget liv. De syv sind er alle forskellige, men ligner hinanden i deres enorme forventninger til livet. De forestiller sig uafladeligt, hvordan tingene skal være, og bliver – alt efter temperament – vrede, frustrerede eller forvirrede, når verden ikke flasker sig. Hør bare, hvordan Cille mentalt planlægger sin sommerferie:

Hele foråret har hun haft en masse billeder i hovedet af alt det, de skal. De skal svømme i Middelhavet og spise friske skaldyr fra store ridsede stålfade. De skal vise børnene et rigtigt fransk madmarked. Store kringlede peberfrugter, overdådigt stablet, abrikoser i vild orange, hjemmelavede oste og olier, syltetøj og honning i smukke gamle glas.

Og hvordan Kaare længes efter sin tidligere elskerinde Svetlana:

Hun var sgu noget helt særligt. Den måde hun kunne åbne døren for ham nede i den lejlighed, han havde ladet hende bo i ved havnen. I en tynd chemise, med sovekammerblik, altid klar, aldrig sur og stresset som visse andre, det er da sådan en kvinde, man skal have. Ikke en stresset karrieredame, en mopset matrone, der render ind og ud af foredragssale, man vil jo gerne have noget, der er anderledes end en selv, man vil jo gerne have en kvinde, der har tid og overskud til at tage sig af sin mand.

De her personers drømme er konkrete og materialistiske, selv når de drømmer om andre mennesker, og det er lige dele patetisk og rørende, som vi mennesker jo er, og som vi især bliver, når vi hhv. glemmer og husker ikke at tage os selv så pokkers højtideligt. Da bogen slutter, er dens personer er et andet sted, end da den startede – et sted, vi ikke skal med, for serien slutter jo. Man håber for dem – men er ikke i alle tilfælde sikker på – at de har lært at se ud over egen næsetip. Og håbet gælder sådan set os alle. For den narcissisme, de syv personer i Syv sind alle er berørt af på den ene eller anden måde, er hele vores moderne samfund et let offer for, og alene af den grund får jeg lyst til at hviske “seks hjerter”, men jeg gør noget andet: Jeg opfordrer i al stilhed til læsning af Syv sind, for det er første klasses litteratur, simpelthen.

Fra en bogelsker til mange andre.

Syv sind er udkommet på Rosinante og kan blandt andet fanges her