Sandheden i vandet

❤️❤️❤️❤️ I juni var den litterære wonder woman Jennifer Egan i Danmark for at skyde Louisiana Literature i gang. Det var en af de gange, hvor jeg sad og tænkte: “Ja, det er jo derfor, jeg læser – skriver.” Egan, der har modtaget et vælg af udmærkelser, herunder Pulitzer-prisen, National Book Critics Circle Award og Los Angeles Times’ bogpris for romanen Tæskeholdet banker på i 2011, er et af den slags begavede og veltalende mennesker, der lige løfter niveauet, når hun åbner munden, og med et uhørligt Come, join me up here, får dem, der lytter til at ranke den mentale ryg. Denne lytter, i hvert fald.

Under arrangementet talte hun både om de store linjer – om, hvordan det at læse giver empati, og det har vi brug for, nu mere end nogensinde; om hvordan hun ikke har lyst til at tale om om Donald Trump, fordi han i sig selv er så tom og kedelig, men det, der har gjort ham mulig, skal vi tale om (hørt!), og ikke mindst om, hvordan det er at være et skrivende menneske. Denne del var guf for mig – fascinerende var det fx at høre, at hun skriver fiktion og journalistik helt modsat, den ene form i hånden, intuitivt, nærmest ubevidst, den anden målrettet, intellektuelt – og på computer. Og så den enkle opskrift på at have og bevare fornøjelsen ved at skrive, nemlig ved ikke at lade glæden være bundet op på forventningen om succes.

Egan talte også om Manhattan Beach, en diger roman fra 2017 (og også har modtaget en væld af udmærkelser), der udspiller sig i New York under Anden Verdenskrig – blandt andet, for romanen springer i både tid og synsvinkel. Vores ene hovedperson er Anna, som vi møder, da hun er cirka 12 år, og hendes far Eddie tager hende med til et underligt møde med en mand, hvis børn hun leger med, mens de voksne taler. Besøget ender med en tur på stranden. Derhjemme har Anna en svært handikappet søster, Lydia, som er blevet den helt store knast mellem pigernes forældre, for Eddie kan ikke holde handikappet ud, han har svært ved at vise Lydia kærlighed og søger igen og igen ud af hjemmet, indtil han en dag slet ikke kommer hjem. Forinden har han også trukket sig fra Anna ved ikke at tage hende med på ‘forretninger’ mere. Hun udvikler sig og bliver voksen og sig selv uden ham – og på en måde også uden sin mor, hvis hele følelsesliv er bundet op på søsterens skæbne. Anna arbejder på det lokale skibsværft sammen med en mængde andre kvinder, og stik imod alle odds får hun mulighed for at uddanne sig til dykke og være med til reparere skibe. I vandet finder hun en ro, hun ikke har på land, og måske også en form for sandhed om sin far. Vi holder vejret med hende, slider med hende, og er ganske udmattede, når hun endelig stiger til vejrs.

Hvor Eddie bliver af, er ‘mysteriet’ i bogen, og der er masser af kriminalitet, for Annas far har været i berøring med nogle særdeles lyssky typer, men det er ikke en traditionel krimi. Snarere er det en roman om at være menneske og finde ud af, hvad man skal med den tid, man er blevet tildelt. Andre synsvinkler er Dexter Styles’, gangsteren, som Annas far tog hende med ud at besøge dengang, og hvis veje krydser Annas igen, og så selvfølgelig Eddie. Hver især udvikler karakterernes liv sig kompliceret, trist, spektakulært og svært – der er ikke meget feel good, men masser af feel fascinated i Manhattan Beach. Hvad end Anna er på havets bund i en 90 kilo tung dykkerkjole, Dexter Styles er på natklub for at ordne forretninger for sine lyssky arbejdsgivere, eller Eddie er … nej, det skal ikke røbes.

Jeg synes, at Manhattan Beach er lidt krævende at læse på grund af de mange skift, men den groede på mig, ikke mindst i kraft af sin epoke-beskrivelse. Hele beskrivelsen af miljøet omkring havnen, som spillede en afgørende rolle i Egans by New York dengang, tryllebinder, ikke mindst fordi Egan har begået sin research til UG med kryds og stjerne. Hvordan hun har researchet gangster-miljøet, som også fremstår levende og råt, fortalte hun lidt om på Louisiana. Ud over at bruge skriftlige kilder sprang hun til enhver chance, hun fik for at tale med nogen, der på nogen måde kunne have oplevet en flig af det. Hvilket var overraskende nemt:

“Bogstavelig talt alle, jeg talte med, havde haft en bekendt eller en onkels onkel, der havde haft en forbindelse til miljøet.”

Manhattan Beach er en sjældent nærværende historisk roman, som jeg faktisk havde lyst til at begynde forfra på, da jeg var færdig. Men jeg trækker lige vejret lidt.

Manhattan Beach af Jennifer Egan er udgivet af forlaget Klim og kan blandt andet fanges her

Det er en mørk tid, som vi lever i …

❤️❤️❤️❤️❤️ Det er simpelthen en genistreg, Lindhardt og Ringhof har begået ved at lade skuespiller Søren Pilmark indlæse Niels Krause-Kjærs anden roman Mørkeland. Ikke bare var Pilmark som bekendt en markant figur på rollelisten i filmatiseringen af Krause-Kjærs første roman Kongekabale, men manden har simpelthen det, de fleste oplæsere af lydbøger mangler totalt: indlevelse. Han læser ikke bare hoved- eller hjerteløst op, men fremfører ordene, som om han kender og mener dem – han spiller historien, og det fænger.

Der er ikke mange stemmer, man har lige så meget lyst til at lytte til i timevis som ham her’s.

Så kunne man måske tro, at det var Pilmarks stemme alene, der gør, at Mørkeland ender på solide fem hjerter. Men sådan er det langtfra. For ordene skal være der, præcise, skarpe og forførende, for at de kan blive fremført sådan. Og det er de i Mørkeland, som Krause-Kjær med nærmest profetisk professionalisme udgav næsten samtidig med udskrivelsen af folketingsvalget tidligere år. I øvrigt ikke mindre end 19 år efter debuten Kongekabale, der med journalist Ulrik Torp som protagonist beskrev et grimt formandsopgør i dansk politik – præcis som forfatteren selv havde gennemlevet det i sin tid som politisk rådgiver for Det konservative Folkeparti.

Ulrik Torp er igen hovedpersonen, og han er, folkeligt udtryk, på røven. Fyret fra Dagbladet, boende i den toværelses lejlighed, han og konen i de gode tider købte til deres datter som en håndsrækning, men for hvilken de nu betaler husleje til dennes usympatiske mand, og for lige at toppe ydmygelsen af; sendt i fire ugers virksomhedspraktik på sin gamle arbejdsplads af Job Centeret, da der bliver udskrevet folketingsvalg. Et øjeblik mærker Torp duften af savsmuld, da han tror, at han får lov at dække valget, men det viser sig, at han blot skal  udstoppe huller i redaktionsgruppen, når alle andre rykker til Christiansborg. Åh, hvilket fald fra tinderne! Men Torp kommer naturligvis lynhurtigt på sporet af noget meget mere virkeligt end de tomme click bate-kalorier, han egentlig er sat til at lave. En ung embedsmand fra Indenrigsministeriet bliver fundet myrdet, og heri ligger naturligvis en langt større historie med tråde langt tilbage i tiden og konsekvenser nu og i fremtiden. Sammen med praktikanten Simon med flere går Torp i gang, og så er der dømt konspirationsteori, historieundervisning og elementær undervisning på den helt lækre måde.

Handlingen skrider sikkert og spændende fremad, man keder sig ikke et øjeblik. Krause-Kjær skriver fermt og vidende om både medieverdenen og den politiske verden, og det er en fornøjelse i sig selv. Samtidig tager bogen livtag med temaer som generationskløfter, vores kollektive angst for klimaforandringer, flygtningekrise, terror, social deroute og slet og ret at blive gamle – eller ikke at blive det. I sidste ende handler det om, hvorvidt det politiske system, vi deler, kan levere løsningerne på vores problemer, før nogen finder på at bryde det ned i ren og skær frustration – eller for egen vinding. Gennem den midaldrende og for første gang i sit liv alvorligt skrøbelige Torps halvfortvivlede øjne mærker vi vantroen og chokket: Hvordan skete alt det her? Hvordan nåede vi herhen? Er vi på vej til  … ‘Gakkelakland’?

Der er noget utrolig sympatisk og flittigt ved, at Krause-Kjær faktisk gider tage en tørn med de helt tunge emner frem for bare at følge med, glide af, skøjte hen, som det er nemt at forfalde til, når det meste synes usikkert, og man indimellem får lyst til galgenhumoristisk og med en let omskrivning af Gasolins hit at synge “Det er en mørk tid, som vi lever i …”.

Den dag Løkke udskrev valg, var jeg til præsentation af årets bøger på netop Lindhardt og Ringhof, og da sagde Krause-Kjær:

“Jeg har altid troet på, at dagen i morgen bliver bedre end i dag.”

Sådan har han det ikke længere, fortalte han han også:

“Jeg er for første gang ved at være en lille smule bekymret.”

Dén bekymring er han ikke alene om, men trods titlen giver Mørkeland også håb, fordi nogen stadig gider se på det hele med et kærligt og kritisk blik – og det har vi brug for.

Mørkeland af Niels Krause-Kjær er udkommet på Lindhardt og kan fanges samme sted. Jeg anbefaler at nappe lydbogsudgaven med Søren Pilmarks lækre indlæsning.

Sex og klassekamp

❤️❤️❤️❤️❤️ Egentlig var det min datter på 21, der havde lånt den, Dea Trier Mørchs roman, Den indre by. Efter et ophold på Krogerup Højskole med deraf følgende gratis indgang på Louisiana (hvor du stadig kan se Mørch-udstillingen til og med den 27/7) var hun faldet for Mørchs fine grafiske tryk af familier i helt almindelige situationer.

Helt almindelige situationer er der masser af i Den indre by. Lulu og Danny bliver kærester, flytter sammen, får børn og forsøger at holde parforholdet i gang, mens de små og arbejdet, det derhjemme og det ude i samfundet, dræner energien. Marie har barn med Zacharias, men han er taget hjem til Grønland, hvor han kommer fra, og nu knalder hun med Alvin, der er gift, mens mor passer barnet. Det kunne være scener fra mit eller mine veninders liv for ti år siden, hvis ikke det var, fordi der samtidig er et massivt politisk engagement, en tvang, kunne man nærmest sige, i form af politiske møder en masse, Land og Folk-festival i Fælledparken, kvindefestival på KUA, børnemøde i den kollektivt ledede børnehave, opvågnen, frigørelse og ikke mindst: klassekamp. Intet over, intet ved siden af – selv ikke det ægteskabelige samliv.

Det minder mig om en læsekammerat, som min kæreste, der er 10 år ældre end mig, havde på Historie. Han proklamerede – ikke til sin kærestes udelte fornøjelse – at han tænkte på klassekampen 24 timer i døgnet. Det er svært at forestille sig i dag, hvor det politiske engagement blot er ét på linje med mange andre, først og fremmest det i vores eget livsprojekt, men så meget andet ligner: hverdagens hjemlige irritationer, fordelingen af arbejdet i hjemmet og i samfundet, udfordringen i at få parforholdets begær til at stige og falde i takt, fristelser og jalousi, børneopdragelse, usikkerhed, eksistentiel angst og dage, der bare kommer og går, selv om det er dem, der er livet.

Jovist er det nostalgisk at læse Mørch, når man er født i 1971, og bogen er skrevet i 1980, for hvor tit hører man udtryk som “Fed punk, mand” eller: “Det man siger, er man selv, for det står i Aktuelt” mere? Men det er ikke nostalgien, der gør Den indre by læseværdig. Det er beskrivelsen af menneskelige relationer og den bittersøde erkendelse af, at vi kæmper med det samme, generation efter generation, uden at blive synderligt meget lettere om hjertet. Men måske er det heller ikke meningen?

Den indre by af Dea Trier Mørch er udkommet på Vindrose og kan nok bedst fanges på biblioteket. Eller er den også at få brugt her

Godnatmatematik til små og (halv)store

❤️❤️❤️❤️❤️

De fleste mindre børn elsker godnathistorier, men hvorfor skal historier egentlig altid handle om ord? Hvorfor kunne de ikke bare ind imellem handle lidt om tal i stedet?

Nogenlunde sådan tænkte den amerikanske astrofysiker og talnørd Laura Overdeck, når hun puttede sine tre sønner. Hun begyndte at erstatte eventyrene med kreative regnestykker tilpasset børnenes alder. Succesen var så stor, at den endte med bogen “Bedtime Math“, som nu findes i den danske udgave “Godnatmatematik“.

Bogen er farverig og sjovt illustreret, og her regnes der med hamburgers, slik, drageflyvere og alt det andet, som kan vække interessen i et barn. Vi er meget langt fra skolens ofte stive og kedelige fagbøger.

Opgaverne indledes med en lidt skør og tankevækkende tekst om opgavens tema, og hver opgave findes i tre forskellige niveauer, som dækker helt fra ca. 0. klasse og op til ca. 3.-4. klasse. Som en velkommen service til de forældre, der som jeg var sproglige studenter, er der facit nederst på siden.

Jeg testede bogen på både min 7-årige og min 11-årige, og begge var faktisk overraskende  vilde med den lille godnatbog.

Overdecks erklærede mission med bogen har været at plante en interesse for matematik i de små hoveder, og når jeg ser på mit eget afkom, ser det ud til, at missionen er lykkedes. Laura Overdeck har simplethen gjort matematik til god underholdning! Alene det er fem fuldfede hjerter værd.

Laura Overdeck, Godnatmatematik fra forlaget Gyldendal

Kærlighed og krig i 1940ernes Finland

❤️❤️❤️❤️

Gennem den aldrende oberstinde fortæller den finske forfatter Rosa Liksom en del af Finlands historie, som mange måske egentlig havde foretrukket at glemme. Men oberstinden husker.

Hun husker Finlands bidrag til den tyske krigsmaskine i de første år af 2. Verdenskrig, hvor mange finner så det tredje rige som et betydeligt bedre alternativ til en fremtid som russisk koloni.

Hun husker middage med Speer og Goebbels. Patriotiske aftener med tyske officerer. Tysk marchmusik på radioen. Weekendture i luksus i Berlin. Hun husker de interneringslejre, hun selv bestyrede under krigen.

Og hun husker Obersten, den ældre officer, som plukkede hende, mens hun stadig var ganske ung, og som holdt hende som sin elskerinde gennem 10 år, hvor han formede hende, til hun var præcist, som han ville have hende – hvorefter han brugte de næste 10 år på at straffe hende brutalt for, hvordan hun var.

Obersten drager konstant afsted for at slås, og efterlader hende på en fjern administrativ post i Lapland, hvor han indimellem kommer forbi for at knalde og give hende gaver og komplimenter. Hen mod krigens slutning begynder troen på den nationalsocialistiske idé at blive noget udfordret, da det går op for Obersten (og de fleste andre finner), at det er nazisternes plan at brænde landet ned og at gasse finnerne som den underlegne race, de er, når krigen først er vundet.

Oberstindens livsberetning er en historie om fejltagelser. Historiens og kærlighedens. En historie om, hvad der kan ske, når menneskets vilje og dømmekraft opsluges af noget større og mere dominerende. En sadistisk mand. En ideologi.

Mens hun ser halvnøgne russiske fanger grave sne med blodig diarré silende ud af buksebenene, forbliver Oberstinden en slags barn. Umyndiggjort midt i rædslerne. Hun lader sig tage ved hånden og kritikløst føre gennem krigens lidelser. Og hun ender med at betale en høj pris for sin passivitet.

Liksom har begået en interessant og tankevækkende beskrivelse af både en tid, en politisk ideologi og af to fordrejede, på hver sin måde destruktive psyker.

Rosa Liksom Oberstinden fra forlaget Grif

 

Æd eller bliv ædt

Palle Schjødtz har læst Lindhardt og Ringhof-redaktøren Sune de Souza Schmidt-Madsens debutroman Kannibalens lov. Det gik hurtigt, for den er læseværdig – og en anelse kulørt, skriver han.

❤️❤️❤️❤️ “Alle kæmper for at få det, de ikke har. Begæret er det eneste, du kan være sikker på, det er det, der gør os til mennesker. Kød, blod, hud, hår. Æd eller bliv ædt”. Dette grumme udsagn er Kannibalens lov, som den er formuleret af brasilianeren Oswald de Andrade. Det er også titlen på Sune de Souza Schmidt-Madsens debutroman. Vi har på Bogliv tidligere stiftet bekendtskab på forfatteren som manden bag et stort værk om Karen Blixen.

Romanens hovedperson og fortæller er en ung dansker, Danny, som er rejst til Brasilien for at opsøge sin fars ungdomsven/boksekammerat/svirebror. Det er den danske forretningsmand Viktor Holbrandt, som har haft succes i Brasilien, og som desuden har skaffet sig indflydelse i den højreorienterede magtelite i landet. Inspirationen til denne anden hovedperson i romanen er danskeren Henning Albert Boilesen, som har den tvivlsomme ære at have lagt navn til et uhyggeligt torturinstrument, og som endte med at blive offer for et attentat.

I første del af romanen beskrives, hvorledes Holbrandt tager Danny under sine vinger i en ansættelse som chauffør i Holbrandts firma SPARTA, hvilket giver ham adgang til en livsform i vild luksus blandt rige og magtfulde brasilianere. Samtidig viser Holbrandts kone, Fanny, sig at have et godt øje til den unge dansker, og der er lagt op til en hed affære, som forfatteren dog snyder os for en mere detaljeret beskrivelse af. Stilen i denne del af bogen leder tanken hen på Hemingways fortælleform, uden at det rigtig lykkes. I stedet bliver fortællingen lidt kulørt.

Efterhånden får Danny nok af de uhyrligheder, som Holbrandt og dennes medsammensvorne foretager sig, så i anden del af bogen – som er den klart bedste – stikker han af i en af SPARTAs biler for at opsøge sin fars ungdomskærlighed. Vi føres ud i egne af Brasilien, som de færreste har hørt om, og forfatteren afslører et detailkendskab til steder og navne, som må skyldes hans ægteskab med en brasiliansk kvinde og et langt ophold i landet. Spændende læsning om steder og mennesker.

I sidste del af bogen vender Danny tilbage til Holbrandts sfære, og romanen bliver igen en lidt kulørt spændingsroman på godt og  ondt.

Det er alt i alt en læseværdig roman, som foregår i et land og under politiske forhold, som de færreste danskere kender noget særligt til. Det er eksotisk, spændende og lærerigt – men også rystende og uhyggeligt.

Kannibalens lov af Sune de Souza Schmidt-Madsen er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan blandt andet fanges samme sted