Hvad skal jeg læse … når jeg selv må bestemme?

Undskyld. Hvis du er læser af Bogliv og har fundet vej herind de sidste par måneder, så bare undskyld. Jeg ved godt, det har stået sløjt til. Der har stået det samme henne i ‘Lige nu læser vi’, og det, der har stået, har været pligtlæsning. Der er nemlig to gange om året, hvor jeg i særdeleshed ikke læser af lyst, men af pligt; op til Bogforum i efteråret og op til Krimimessen i foråret. Fordi jeg skal interviewe. Misforstå mig ikke. Der kan sagtens ligge vidunderlige læseoplevelser i de bøger, jeg skal interviewe om. Sådan var det fx i år med Sarah Vaughans Skandalens anatomi, som jeg snarest vil anmelde her på siden. Den slap jeg ikke i to døgn, for den er spændende – og vigtig!

 

Jeg kan også altid finde noget at være begejstret over ved de bøger, jeg skal læse, om ikke andet forfatteren, for de allerfleste forfattere er skidesøde og sjove at snakke med, når de kommer ud af skrivebulen. Det gælder ikke mindst svenskerne, som altid drysser glimmer og grandness over de danske messer, for de har lige det ekstra – det skarpe jakkesæt, de tårnhøje stiletter og de velformulerede svar, der får os andre til at ligne bavianer, men de synes vistnok, vi er ret nuttede alligevel. Og de gider godt at svare på, hvorfor de skriver spænding (her er flest penge), og hvor de får deres inspiration fra (virkeligheden, mestendels!). Jeg kan både anbefale Sofie Sarenbrandt, Lina Bengtsdotter og Martin Österdahl, der sætter hver deres præg på en genre, det er svært at forny. (PSsst! Og Martin har engang været chef for Eurovisionen! Seeeejt.)

Så altså: Intet skidt at sige om pligtlæsning, ud over at der ikke er meget lyst i det. Det er bare en anden måde at læse på, når man ved, man skal stå til regnskab for læsningen – og når man ikke selv har valgt bogen. Jeg har læst rigtig, rigtig mange pligtbøger de sidste mange år – otte år på Krimimessen. Og nu, hvor den er slut for i år, muleposerne er pakket ned, og hverdagen er tilbage, går det op for mig, at jeg slet ikke ved, hvad jeg har lyst til at læse. Derfor står der et spørgsmålstegn henne på ‘Lige nu læser vi’. Det står faktisk mere som en hensigtserklæring end en beskrivelse, og det skal der laves om på.

Jeg vil læse af lyst – men hvad?