❤️❤️❤️ “The new Jojo Moyes”, står der på forsiden af Beth O’Leary’s Lejlighed til deling. Det er store ord. Britiske Jojo Moyes står bag monster-succesen Mig før dig og andre store romantiske romaner som En plus en, Hende du forlod og Det sidste brev fra din elsker. Jeg er kæmpefan af Jojo Moyes og har haft fornøjelsen af at interviewe hende, både live på Bogforum og på den første version af Bogliv.dk
Netop derfor ved jeg, at det både er vildt forkert og måske lidt rigtigt med sammenligningen. For Lejlighed til deling er langt fra Moyes’ (nuværende) niveau. Historien handler om redaktionsassistenten Tiffy, der er nødt til at flytte fra sin kæreste Justin og indvilliger i et arrangement, hvor hun deler lejlighed med en mandlig hospice-sygeplejerske, Leon, der arbejder om natten og derfor kun har brug for lejligheden om dagen. De to begynder at skrive post-it-sedler til hinanden, som de hænger i lejligheden, og hvis du har læst mere end en halv romance-bog, ved du godt, hvad sådan noget fører til.
Undervejs skal de naturligvis grueligt meget igennem; Leon skal finde ud af, at hans nuværende kæreste Kay ikke er den rette. Tiffys ekskæreste viser sig at være en dominerende stalker-type. Leons bror Richie er i fængsel, uretmæssigt anholdt for et røveri, han (naturligvis!) ikke har begået, så ham skal de forsøge at få ud. Tiffys arbejde på et forlag kræver sit, Leons arbejde indeholder naturligvis både en vis lille pige og en aldrende homoseksuel, hvis ungdomskærlighed Leon bare må finde. Og så videre og så videre og så videre. Historien er alt for lang og alt for klichéfyldt. På sin vis ville det ikke gøre så meget – klicheerne skal være der, jo – hvis den var velskrevet, men den virker som et behjertet første udkast. Fx er jeg meget lidt vild med, at forfatteren næsten konsekvent udelader subjekt i 1. person ental af sætningerne, som her:
Nævner fejlagtigt Richie (…) Kan ikke tale med hende (…)
Det bliver trættende at læse i længden, ligesom endeløse replik-seancer:
Kay: Hun er ideel.
(…)
Mig: Virkelig? Ikke irriterende?
Jo! virkelig irriterende – for læseren. Hvad der også er irriterende, er dårlig oversættelse, formentlig på grund af tidspres. For eksempel er der nok ikke mange danskere, som ville sige:
Jeg er så langt ude, at jeg ikke kan tænke lige.
Mon ikke det er straight, der er blevet til ‘lige’, selv om ‘klart’ ville være mere passende?
Eller her:
Goddag igen, retssal. Det er så mondænt. Slet ikke som træsæderne og de hvælvede lofter i amerikanske advokatserier.
Det er jo netop ikke ‘mondænt’, men ‘dagligdags’ (mundane). Og det er sjusk, er det.
Når jeg har alligevel har et blødt punkt og tre hjerter i lommen til Lejlighed til deling, er det, fordi man tydeligt mærker hjertet bag. Jeg kan i glimt godt se personerne, og jeg kan mærke forfatterens lyst til at fortælle historier om kærlighed, og dem kan vi da ikke rigtig få nok af. At skrive romance er at balancere på kanten af kliché – der skal være nok til at indfri læsernes genreforventninger og få nok til ikke at trætte nogen. Når det lykkes, kan romance sige noget fundamentalt om menneskelige følelser, som andre genrer har svært ved; når det ikke lykkes, er det nemt at gøre nar.
Det ved Jojo Moyes også. Hun skrev en række romaner, før det lykkedes, og selv om de alle blev genudgivet med skønne omslag, da hun var brudt igennem, så er det tydeligt, at de bare ikke var lige så gode. Man skal øve sig, skal man. Det har O’ Leary forhåbentlig lyst til.
Lejlighed til deling af Beth O’ Leary er udkommet på HarperCollins og kan blandt andet fanges her
VORES BOGLIV 