“Hver gang jeg er alene for længe, glemmer jeg, hvem jeg er”

Det er længe siden, jeg læste den norske forfatter Geir Gulliksens roman Den jeg skulle blive. Længe siden jeg burde have omtalt den her. Men jeg kunne ikke rigtig. Jeg ville gerne. Alle andre flød over i stjerner og hjerter og begejstring. Men jeg havde svært ved at rumme historien om Henning, der, nyfyret fra sit reklamejob og desillusioneret over sine forhold til kvinder, forsøger at indlede forhold til mænd, mens han reflekterer over de relationer, som har bragt ham dertil, hvor han. For sådan tænker Henning nemlig.

“Henning klandrer de kvinder, han har været sammen med, fordi de har villet have, at han skulle være mand på en særlig måde. Men det er ikke en god idé. Man må selv tage ansvar.”

Sådan sagde Geir Gulliksen en smuk august-aften, måske sommerens sidste, ved en salon om køn og kærlighed på Karen Blixen Museet i Rungsted. Et flere gange udsat arrangement, som lige var det, der skulle til, for at jeg kunne skrive om Den jeg skulle blive.

Vi kunne skimte skibene i det fjerne, mens kærligheden og kønnene blev samtalet frem.

For som han sad der og reflekterede roligt og charmerende over kærligheden i samtale med Elisabeth Skou Pedersen forstod jeg næsten ikke, hvorfor Den jeg skulle blive var så svær for mig at læse. Men det var den. For Hennings refleksioner over, hvordan hans parforhold har påvirket ham, ikke mindst den inderlige insisteren på, at det man føler, må være sandheden, om det så skal koste en halvdelen af ens barns liv – den halvdel, hvor det ikke er hjemme – gør ondt lige der, hvor det gør ondt i forvejen på mange af os såkaldt moderne mennesker, der lever efter vores ‘mave’, følger vores ‘hjerte’ og ikke mindst dyrker forelskelsen næsten som en gud. En dum gud.

“Forelskede mennesker er jo naive. De er også forelskede i sig selv og derfor dobbelt naive,” sagde Geir Gulliksen den aften, og ih, hvor vi lo alle sammen i den smukke aften på museet.

For det gjorde godt at sidde der med vores kolde drikke og solbrændte ben og have en lidt ironisk-kynisk distance til den der fjollede kærlighed. Men kynismen nåede ikke op på det tæppebeklædte podium. Manden deroppe gjorde nemlig klart, at han tror på kærligheden. Han er gift for tredje gang med et lønligt håb om ikke at skulle skilles igen – og en følelse af, at det var hende, han er sammen med nu, han bare skulle møde, for at det lykkedes.

“Men tænker jeg det igennem, så havde jeg jo også den følelse første og anden gang, jeg blev gift. Jeg tror, vi er mange, der troede, vi skulle være sammen med den, vi mødte som sekstenårige, for evigt. Hvordan kan man tro andet, når man er forelsket?” smilede han.

Geir Gulliksen har altså både forfatterens blik for, at det moderne menneske i sin kompromisløse søgen efter egen lykke lyver for sig selv og andre og river gode hjem ned, og en menneskelig tro på, at det er sådan det må være, for kærligheden er det største.

“Nogle lever for kærligheden, andre synes, den er hyggelig. Jeg er en af de første,” som han sagde.

Måske er det derfor, Geir Gulliksens bøger om parforholdet – dets begyndelse, midte og slutning – kan føles så ubehagelige at læse, selv om de er så velskrevne (måske netop derfor). For karaktererne, fra den tilsyneladende åbne, men i virkeligheden manipulerende Jon i Historie om et ægteskab over den utro Hans med sit naive ego-projekt i Se på os nu til Henning med sine pinefulde forsøg på at blive en mand, der elsker mænd, i Den jeg skulle blive, gør ting, vi alt for godt forstår. De lever efter deres egne behov, forsøger at forstå andres og få dem til at passe sammen, mens de med sved på panden rationaliserer i en uendelighed for at holde det hele ud.

Værst – eller bedst – for mig i Den jeg skulle blive – er Hennings præcise observationer af den datter, hvis mor han engang forlod for at leve et nyt kærlighedsforhold ud. I august-aftenen sagde Geir Gulliksen:

“Vi plejer at sige, at bare de voksne er glade, så er børnene glade. Men sådan er det ikke nødvendigvis.”

I bogen står:

De første år, mens hun stadig var lille, græd hun ofte, og altid om søndagen. Hun sagde, at hun savnede mor, når hun var hos mig, og at hun savnede mig, når hun var hos mor. Jeg forstod ikke, at hun sagde det på den måde for at udglatte, så ingen af os skulle blive såret. Hun længtes, men ikke efter os. Eller hun længtes efter en version af os, der ikke længere fandtes, dem vi havde været, da vi boede sammen.

Av. Bare av. Hvis nogen synes, at skilsmisseforældre indimellem er for hårde ved sig selv, skulle de bare møde Henning. Men de følelsesmæssige pisk har en funktion; for hvis ikke vi forstår barnets smerte, hvordan skal vi så kunne møde dem i den?

Henning er også hård ved både sig selv og kvinderne, når han reflekterer over sine forhold til til dem; forhold, som i nogen grad har kostet hamhans egen identitet. Den mandlige identitet optager i det hele taget Geir Gulliksen.

“Der skal meget lidt til, for at en mand ikke føler sig mandig. Kan han tage en rød paraply over sig, når det regner? Kan han gå i kjole? Mange synes måske ikke, det er så vigtigt, men jeg er meget optaget af det.”

For Henning forsøger at komme til at elske (med) mænd for at blive den, han skulle blive. Han går på en dating-app og bliver forsøgsvis husven for et heteroseksuelt par, et pinefuldt fejlslagent forsøg, beskrevet i lange detaljer. Fantastisk skrevet, svært at læse. Senere forelsker han sig faktisk i en mand, der viser sig ikke at være homoseksuel, og måske opstår noget nyt, en udvidelse af forståelsen af, hvad kærlighed kan være.

Hvorom alting er, Henning må selv finde ud af, hvem han skulle blive, men kan man det?

“Jeg tror meget på det relationelle. At vi opstår sammen med andre. Og så snart jeg har sagt det, kan jeg høre koret af mennesker, der råber “Nej! Jeg er mig selv, når jeg er alene.” Det er interessant, at man kan have det forskelligt. Jeg kan komme med et eksempel. Jeg er meget mørkeræd, men da jeg havde min toårige datter med i sommerhus, var jeg ikke bange. Ikke fordi hun kunne forsvare mig, det kunne hun jo ikke, men fordi der var jeg far. Jeg vidste, hvem jeg var. Hver gang jeg er for længe alene, glemmer jeg, hvem jeg er,” sagde Gulliksen og fortsatte:

“Og hver gang jeg er sammen med andre, mister jeg mig selv.”

Der blev, bilder jeg mig ind, en kort stilhed i rummet, fordi vi alle kunne genkende det. Vi så ud på skibene på Øresund gennem vinduet og på portrættet af Karen Blixen, og så sendte vi den kloge nordmand hjem på et skib og gik selv ud i livet for at møde kærligheden, slå os på den og bedrage os selv og andre.

“For sådan er livet,” sagde han.

Den jeg skulle blive af Geir Gulliksen er i Danmark udgivet af Gutkind og kan blandt andet fanges her

Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s