❤️❤️❤️❤️
“Prinsen i Askepot rider land og rige rundt for at stikke en elegant glassko på fremmede kvinders fødder, før han endelig finder – og redder – den stakkels Askepot. Hendes belønning fra manden, der åbenbart ikke engang kan huske hendes ansigt? En tjans som frivillig psykolog for fodfetischisten.” (Mandsforræder, s. 178)
Alle de kvinder, jeg kender, der har været på Tinder, har oplevet det: at få vrede beskeder fra mænd efter de havde takket pænt nej til mere kommunikation eller flere stævnemøder efter den første date. Forurettede, fornærmede, hadefulde, irettesættende beskeder. Sebastian Lynggaard oplevede det samme, da han lavede et meme på sin Instagram-profil Herlige Svend om #metoo. Indbakken bugnede af beskeder fra vrede mænd. Sebastians veninde sagde, det var fordi folk troede, at en kvinde stod bag profilen (der nærmer sig de 75.000 følgere), men for Sebastian var det kimen til forundring: Hvor kommer mænds vrede fra? Og er det ikke muligt at skabe flere nuancer og udgangspunkter i kønsdebatten end de vrede, forurettede mænd eller de feminister, som mener, at mænd i sig selv er problemet?
. er det ikke muligt at skabe flere nuancer og udgangspunkter i kønsdebatten end de vrede, forudrettede mænd eller de feminister, som mener, at mænd i sig selv er problemet?
Sebastian Lynggaard gør et konstruktivt forsøg i Mandsforræder, der falder i tre dele: Alene, Sammen og Kvinder, hvori han tager livtag med den fortælling om mænd, han som 33-årig er opflasket med. Hvorledes manglende empati og selvindsigt har bragt mange mænd i fedtefadet, hvordan individualitet blandt mænd har forhindret, vi nogensinde har defineret os selv som køn, og hvorledes vi ofte forventer, en kvinde skal redde os følelsesmæssigt. Og når mindreværd og afvisning sætter ind, når vi ikke kan leve op til et mandeideal, som ikke har ændret sig nævneværdigt siden 50’erne, kan konsekvensen blive vrede mod (formodede) kvinder.
Tal om mænd med mænd, mænd
Sebastian Lynggaard er dog ikke bare ude på at dissekere sit køn. Han vender sig mod hardcore feminister, fordi han ved, at mænd rummer kærlighed og potentiale. Udgangspunktet er egne erfaringer, og budskabet er, at vi som mænd skal turde tage snakken om de dårlige tendenser blandt vores kønsfæller – overgreb, sexisme, ensomhed, vold, alkoholisme (bare kig i statistikkerne). Vi skal hjælpe hinanden og tage ansvar for hinanden og vores køn, risikere den sårbare samtale og komme dybere end den trivielle omklædningsrumssnak. Gør det Herlige Svend til mandsforræder? Nej, siger denne signatur. Sebastian Lynggaard er snarere maskulinitetsreformist, en betegnelse planket fra Rasmus Hald Møller, forperson for DareGender, og en betegnelse, jeg personligt synes ret godt om.
Grineren og nederen
Sproget i Mandsforræder er frisk og uprætentiøst. Her er det “grineren”, “nederen” eller “primi med primisauce” (altså primitivt), hvilket også virker en tand useriøst. Men chill, boomer. Hvad ved jeg om sproget, påvirket som det er af SoMe og chatforkortelser nu om stunder? Jeg ved, at I min generation kæmper mange mænd endnu med selvbedrag og følelsesmæssig uformåen (Per Pettersons Mænd i min situation) eller også vælger de slet og ret kvinderne fra (Geir Gulliksens Den jeg skulle blive). Heldigvis sker der en bevægelse i disse år, og Sebastian Lynggaard skriver sig med “Mandsforræder” ind i en ny generation af mænd, heriblandt Glenn Bech, Victor Boy Lindholm og Lars Kramhøft, som gør op med manderoller og den herskende historie om mænd. Og for det fortjener han ros.
Mandsforrædder. Vores vrede, ansvar og potentiale af Sebastian Lynggard er udkommet på Forlaget Grønningen 1
Bogen er venligst tilsendt af forlaget.
VORES BOGLIV 