Anna Katarina Smit Hinge er blevet medlem af et fællesskab, hun aldrig havde lyst til at blive medlem af. Fællesskabet af kvinder, der har mistet deres ufødte børn. En usynlig smerte, der bliver blot en lille smule lettere at bære, når man er flere om det samme tab.
❤️❤️❤️❤️❤️❤️ Det første, man møder i Le Gammeltoft og Marie Nørgaards bog, Tabet, er som i de fleste bøger en dedikation. Normalt plejer det at være noget, jeg hurtigt bladrer forbi uden at tænke videre over den, men denne gang var det anderledes. Dedikationen lyder ”Til Filippa og Lilja – og til de børn, som ikke er her længere”. Da jeg læste den linje, vidste jeg, at vi allerede forstod hinanden. Bogen handler om at miste sit ufødte barn – på alle tidspunkter i graviditeten. For knap en måned siden mistede jeg mine tvillinger i 9. graviditetsuge. Det var og er stadig en kæmpe sorg at miste et liv, som man allerede havde knyttet sig til. Jeg så dem allerede som børn, på trods af at de ikke var større end to kidney-bønner. Men med to hjerter, der slog så fint, føltes størrelsen fuldstændig irrelevant – for de var mine børn. Derfor blev jeg så glad (og rørt), da dedikationen lød ”til de børn, som ikke er her længere”. Det kan nemlig være svært at tillade sig selv at se dem som andet end ”bare” fostre eller pletter på en skærm. Det bliver beskrevet så godt af jordemoder og klinisk psykolog Anna-Katherine Højland i bogen:
”Mange forstår ikke, at det psykologiske forældreskab, der er ved at blive udviklet for det lille ufødte barn, slet ikke stemmer overens med gestationsalderen på fosteret i maven, og som de nu har mistet”.
Dette er blot ét af mange citater fra eksperter, der på fineste vis formår at beskrive de følelser, som man sidder tilbage med efter at have mistet.
Bogen er opdelt i 21 kapitler, som hver ter dedikeret til en kvinde, mand eller ekspert, der fortæller om dét at miste et ufødt barn. Der er også historier, der omhandler fødsler af børn, der når at være i live i et kort stykke tid, før de går bort. Alle fortællingerne er personlige og rørende – og barske at komme igennem. Jeg føler, at jeg kan mærke deres sorg, ensomhed og fortabthed helt inde i hjertet. Flere nævner, at de jo godt kender statistikken for spontane aborter, men at det alligevel kommer som et chok, når det så sker. For det er ikke et emne, der bliver talt meget om, og med mindre man selv har gået igennem det, er det meget svært at forstå, hvor svært det egentlig er. Derfor er det utroligt befriende at læse om alle de par, der sætter ord på deres følelser og ikke lægger skjul på, hvor stor sorgen er. Som én, der selv lige har mistet, følte jeg mig med det samme som en del af et skjult fællesskab med kvinderne og mændene i bogen – et fællesskab, man inderligt håber, at man aldrig skal være en del af, men som alligevel er rart at have, når det bliver nødvendigt.
Som én, der selv lige har mistet, følte jeg mig med det samme som en del af et skjult fællesskab med kvinderne og mændene i bogen – et fællesskab, man inderligt håber, at man aldrig skal være en del af, men som alligevel er rart at have, når det bliver nødvendigt.
Det føles, som om ens følelser bliver normaliseret. Det er ikke forkert at være knust, selvom man ”kun” var tidligt i graviditeten. Jeg begyndte at læse bogen en morgen over kaffen og lagde den ikke fra mig, før jeg var færdig. Jeg kunne mærke, at den bog var lige præcis det, jeg havde brug for i det øjeblik. Udover den lettelse, det er at føle sig forstået, når man føler sig så ensom med sine følelser, så giver bogen også et håb om, at det bliver bedre på et tidspunkt. Mange af kvinderne og mændene i bogen har nemlig et privilegium, som jeg glæder mig til også at have – nemlig tid. Det kan føles, som om tiden snegler sig afsted, når man har mistet. Det eneste, man ønsker, er at komme over på den side, hvor tabet ikke føles som en fysisk ubærlig smerte mere. Det hjælper at læse de smukke historier, hvor parrene på trods af tragedie og ulykke kommer igennem det – og næsten alle ender heldigvis med én eller flere raske babyer.
Bogen skal have seks store hjerter og et kæmpe tak. En tak til Le Gammeltoft og Marie Nørgaard for at skrive en vigtig og rørende bog og for at sætte fokus på et emne, som berører mange, men ikke bliver talt nok om. Bogen kan både læses af kvinder, der har mistet, partnere og andre, der på nogen måde er berørt at et tab.
Tabet – fortællinger om at miste sit ufødte barn af Marie Nørgaard og Le Gammeltoft er udkommet på Heartbooks og kan blandt andet fanges her.
Anmeldereksemplar var venligst tilsendt af forlaget.
VORES BOGLIV 