Interview: ”Jeg ville skrive en moderne fortælling om den onde stedmor”

Sissel Bergfjord skriver i ”I LOVE LOUISE” om stedforældre ud fra blandt andet sine egne erfaringer. Vores Boglivs erhvervspraktikant har talt med forfatteren til en af sine yndlingsbøger.

Af Laura Nymann Lemonius, 9. klasse

Hvad var dine tanker bag ”I LOVE LOUISE”, og hvorfor skrev du den?

Jeg ville skrive en moderne fortælling om ”den onde stedmor”, som er et klassisk tema og samtidig en problematik, som findes i dag. ”I LOVE LOUISE” handler om en pige, der føler, at hun mister sin far lidt i en periode, fordi hans loyalitet ikke er hos hende. Historien er fortalt fra pigens synsvinkel: Hvordan er det at have en stedmor, som dybest set helst ville undvære, at man var der? De fleste børn vil jo gerne have en god relation til de voksne. Jeg har selv haft to stedmødre, og jeg kender til følelsen af, at stedmødre ikke holder af én. Jeg så meget op til mine stedmødre og syntes, de var helt fantastiske. Jeg ville rigtig gerne have et godt forhold til dem, men de ville ikke have et godt forhold til mig. Bogen er fiktion, og jeg har ikke direkte taget udgangspunkt i mine egne stedmødre, men jeg kender til problematikken.

Hvorfor er du blevet forfatter, og hvad fik dig til at skrive ungdomsbøger?

Jeg tror mere, det har valgt mig, end jeg har valgt det. Jeg har ikke siddet og bladret i kataloger og tænkt: ”Man kan blive forfatter, det vil jeg gerne være.” Efter jeg havde gået på Forfatterskolen og var debuteret, søgte jeg ind på Forfatterskolen for børnelitteratur for at prøve noget nyt.

Foto: Simon Klein-Knudsen

Er nogle af karaktererne i ”I LOVE LOUISE” baseret på din egen virkelighed?

Nej, ikke entydigt. Jeg har altid lavet mine lektier rimeligt hurtigt, så jeg kunne gøre, hvad jeg havde lyst til, bagefter. Det gør hovedkarakteren, Mirjam, også. Jeg kan også godt genkende lidt af min egen far i faren i bogen. Faren i bogen vil egentlig bare gerne have, at alt er godt, og når det ikke er godt, er han en smule konfliktsky. Han sætter ikke stedmoren på plads. Man kan sige, at jeg har været inspireret af noget, som også har fyldt meget i min egen barndom.

Tror du at mange børn og unge kan relatere til ”I LOVE LOUISE”?

Ja, det tror jeg, hvis de har prøvet at have stedforældre. Heldigvis er der nogle børn, som har et rigtig godt forhold til deres stedforældre. Der er nogle voksne, som i den grad er i stand til at elske deres stedbørn. Men jeg tror desværre også, at rigtig mange har svært ved at rumme deres stedbørn. Både fordi de er et produkt af et tidligere forhold, og fordi de tager meget tid og opmærksomhed fra den nye partner. Min første stedmor var rigtig sød ved mig, indtil hun selv fik et barn. Fra det øjeblik var jeg egentlig mere i vejen. Også den erfaring har jeg brugt i bogen.

Hvem eller hvad er du meget inspireret af, i dine bøger?

Jeg læser rigtig meget, for det er den benzin man bruger, når man skal skrive. Jeg er dog ikke inspireret af en speciel forfatter. Jeg læser både meget smal litteratur og relativt bred litteratur – og meget norsk litteratur, fordi der er så meget godt.

I LOVE LOUISE af Sissel Bergfjord er udkommet på Gyldendal og kan blandt andet fanges her

Læs Lauras begrundelse for at arbejde med “I LOVE LOUISE” her

Læs mere om Sissel Bergfjord her

En mening om “Interview: ”Jeg ville skrive en moderne fortælling om den onde stedmor”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s