Fik du læst flere bøger i 2020, end du havde troet, du ville? Eller gik du i mental koma (som jeg først kom til at stave Corona, hvem sagde Freudian slip) under Den Store Nedlukning og lod Netflix fodre dit martrede sind? For mig var det lidt af hvert. I perioder fik jeg læst intenst, i andre lukkede læsningen helt ned.
At det her år kommer til at ændre den måde, vi lever og dermed også læser på, kan ingen vist være i tvivl om. Konsekvensernes omfang er svimlende, og jeg forestiller mig, at vi blandt andet kommer til at bearbejde vores fælles traume gennem de bøger, der vil blive skrevet. Mens vi venter på det – og på vaccinen – kan vi dog godt se lidt på, hvordan året så ud, sådan bog-mæssigt. For mig var det rundt regnet sådan her:
Bedste bogevent: Krimimessen i Horsens var noget af det første, der blev aflyst, da det store C lagde landet ned. Det virkede ufatteligt, at vi ikke skulle til den vanlige fætter-kusine-fest i Statsfængslet, men det skulle blive meget værre, for først trak Politikens forlag og Gyldendal sig fra Bogforum i Bella, og så blev det helt aflyst. Små glimt af lys i vintermørket var dog et event om kærlighed med Tine Høegh, Lone Frank og Olga Ravn i Pressen og Litteratour på Lorteøen, aka Amager Bio med den fremragende lyd og den endnu bedre stemning, da Blædel, Bjarup-Riis, Joof og Faber foldede sig ud. En helt særlig oplevelse var Christians Bogfestival, hvor vi både fik læst digte op af færøske Tóroddur Poulsen, overværede en samtale mellem Lotte Kirkeby om hendes roman De nærmeste og fik den mest vidunderlige minikoncert fra Kira Skov duo. Og sad og blev helt lykkelige, fordi det lidt føltes som livet, der var engang.
Bedste krimi: Fordi jeg ikke skulle til krimimesse, har jeg læst mindre krimi i år. Men tre damer ligger altid tæt på mit krimihjerte, og alle tre udgav bøger i år. Den første, Elsebeth Egholm, skrev ganske vist for en gangs skyld ikke en krimi, men tog os i stedet med til Frankrig og fortalte en fin kærlighedshistorie i Som natten kender stjernerne. Julie Hastrup havde undersøgt, hvad sorg gør ved os i Vildskud, mens Sara Blædel tog samme og andre emner under behandling i Den tavse enke. Jeg elsker de tre’s bøger, er fuld af beundring over deres stamina og er stolt over nu at dele forlag med dem.
Bedste essay-samling: Mathilde Walther Clarke og jeg har fødselsdag samme dag. Det alene gør, at jeg virkelig håber, der er noget om astrologien, for mage til sprog-ekvilibrist skal man lede længe efter. I Huset uden ende fortæller Clarke blandt meget andet om det hus i USA, hvor hendes amerikanske familie boede, da hun var barn og kom på besøg om sommeren. I nabohuset skete et grusomt dobbeltmord, og det får Clarke til at fortælle om seriemordere på en måde, jeg aldrig vil glemme. Clarke skriver også om at miste, om kvindesager, om bøger og liv og meget mere. Klogt, præcist og manende til eftertanke.
Bedste selvhjælps-biografi: Okay, denne kategori er opfundet til Hella Joof, for hun er jo indtil videre den eneste, som har udgivet en sådan. Men Tvilling, Yndling, Grævling er virkelig også så fin og menneskelig en bog, at den fortjener sin egen kategori. Jeg får mere og respekt for Hella Joof, ikke mindst fordi hun næsten altid taler mildhedens, forståelsens og tilgivelsens sag, og det kan vi simpelthen ikke opmuntre nok, for der er så rigeligt af det modsatte.
Bedste udenlandske roman: “Som kvinde kan det indimellem være mere end vanskeligt at forstå, hvad der foregår i og mellem mænd og i mænd i forhold til kvinder, men det giver denne roman et fint og oplysende bud på.” Sådan skrev jeg blandt andet om Kjell Westös virtuøse roman Tritonus. Det tog lang tid, før klangen af den ikke længere ringede mig ørerne, og det er et stort kompliment. Samtidig et stort velkommen til forlaget Gutkind, der opstod af asken fra mit gamle forlag Rosinante, og som på ingen tid har stået bag hits som Tine Høeghs Tour de Chambre, Stine Pilgaards Meter i sekundet og Caroline Albertine Minors Hummerens skjold.
Bedste kærlighedshistorie: Gammel kærlighed ruster ikke, og mit litterære forhold til Jojo Moyes er efterhånden gammelt. Hun slog voldsomt internationalt igennem med tåreperseren Mig uden mig, som også er filmatiseret, og i år udkom treeren i serien, Stadig mig, som fik mig til at genforelske mig i Moyes. Romance-genren kan noget helt særligt, når den kan – mange gange kan den desværre ikke. Men Moyes og jeg, vi er solid.
Bedste læseoplevelse: I år skulle jeg nå helt til 12. måned, før den bedste læseoplevelse indtraf. Ingen over og ingen ved siden af Jesper Steins selvbiografiske roman Rampen om hans opvækst i Risskov, hans forældres skilsmisse og alkoholisme og hans egen fremkaldelse til den forfatter, han skulle blive. Jeg både spejler mig – i kærligheden til bøger, tiden (med Niels Malmros’ film som en lille fin markør), flugten i fest og mere eller mindre flygtige relationer – og lærer nyt: om at elske sine forældre og være vrede på dem på én gang, om at nuancere sit blik på alt det, man er kommet af. Rampen er en kæmpe gave, og jeg kan, bogstavelig talt, ikke anbefale den nok.
Bedste skriveoplevelse: Jeg har skrevet som en vild i år – artikler, mest, men også en bog mere, min femte. Dens emne, sårbarhed, betyder meget for mig, og jeg var beruset ved tanken om at skulle skrive om det, da jeg fik kontrakten tilbage i 2019. Selve skriveprocessen blev af mange grunde vanskelig, men jeg er glad for resultatet og glæder mig oprigtigt til at dele det med omverdenen, når den udkommer den 14. januar 2021.
VORES BOGLIV 